Kom indenfor på Slack

Omdrejningspunktet for designdk er vores slack space. Det er her vi byder nye medlemmer velkommen, stiller spørgsmål, deler ting vi arbejder på, bygger venskaber og sender katte billeder. Det er gratis at være med, det eneste du skal gøre er at smide din email i kassen forneden, så sender vi en slack invitation.

 

Læs

 

Oplev

Hvorfor et lokalt fælleskab?

Som kreative lever og arbejder vi i en global industri. Mange af os benytter Twitter, vi har Dribbble, Behance eller online portfolios og vi har daglige interaktioner med folk fra hele verden. Design fælleskabet er stort og bredt og når vi udtrykker os eller deler vores arbejde er publikummet oftest globalt. Dette miljø er på mange måder fantastisk da det eksponerer dansk design og åbner op for samarbejde og kunde relationer over grænser. Det er blevet nemmere at være designer da vi har større adgang til en voksende global industri af ligesindede.

Men i en verden hvor det globale er allestedsnærværende er det netop vigtigt at finde værdien i det lokale kreative miljø. Hvis vi fjerner de internationale briller for en stund, ser vi at både unge og gamle designere bor i et lille land hvor vi hver især forsøger at leve af det vi brænder for. 

Når vi ser tingene igennem et regionalt perspektiv hjælper det os med at overkomme udfordringer der er karakteristiske for netop Danmark. Et geografisk forankret fællesskab hjælper os med at knytte stærkere relationer simpelthen fordi værdigrundlaget, omgivelserne og den helt bogstavelige distance er så tætte.  Det er nemmere at snakke om freelance og arbejdspladsforhold, dele jobopslag, hjælpe studerende og det er nemmere at mødes i virkeligheden.

 

 

 

Hvad vil vi?

Med designdk håber vi på at skabe et stærkt lokalt kreativt fælleskab der styrker den danske design industri. Et fælleskab der gør det nemmere for studerende at drage fordel af den erfarne talentmasse der allerede eksisterer i Danmark. Et fælleskab hvor vi kan udveksle og diskutere udviklingen indenfor design set igennem et lokalt perspektiv. Et fælleskab der kan støtte op om danske produkter og initiativer og en platform hvor vi sammen kan planlægge og forbedre vilkårene for design i Danmark.
 

Frivillige

Designdk skal drives af frivillige ildsjæle. Folk der vil arrangere begivenheder, producere indhold og administrere fælleskabet. Så hvis du kan kode, skrive, interviewe, lave lyd, video eller er praktisk orienteret, så meld dig hvis du vil hjælpe.

Michael Flarup

Michael Flarup

Kristian Andersen

Kristian Andersen